Foredrag, den 3. december 2009, Karen Straarup: Fæstebønder med noget på kistebunden... Som titlen siger, vil jeg fortælle om fæstebønders forhold. Da jeg for snart mange år siden begyndte at grave i den del af min slægt, viste det sig, at det samtidig blev en hel landsbys historie. Derfor vil I heller ikke hele tiden høre henvisning til "min tipoldefar" med flere, familietilhørsforholdet er jo alligevel kun noget, der interesserer en snæver kreds. Derimod er det forhåbentlig interessant at høre om en hel landsbys bønder som fæstere 1700-1900. Før mit studium af denne gren af slægten var jeg da tit stødt på fæstebønder. Men jeg må indrømme at jeg var præget af de skildringer, I sikkert alle sammen kender: Historiebøgerne, som må siges at være ret ensidige indtil i hvert fald indtil 1988. De skildrede fæstebønder som fattige stakler, der ikke kunne bestemme noget som helst, og som red på træhesten på herregården hver anden uge. Filmen "Kongen bød" og Frihedsstøtten i København og især inskriptionens ord om at den frie bonde kunne blive "kæk, oplyst og flittig og god, hæderlig borger, lykkelig" understøttede indtrykket. Holbergs komedie om Jeppe på Bjerget, en fordrukken lidt dum bonde, der ikke får udrettet noget. Som det vil ses af det efterfølgende, er der langt fra Holbergs underkuede og fordrukne bonde Jeppe, der må gå så grueligt meget igennem, før han vågner i baronens seng, for kun at ende på møddingen igen. Men for at gøre Holberg retfærdighed skrev han vel netop sådan, fordi han mente, at bønderne kun ved selv at få råderet over deres liv ville vise initiativ og blive ædruelige. Mit billede af fæstebønder var da heller ikke ret nuanceret. Første gang jeg stillede spørgsmålstegn ved den vildfarelse var, da jeg fandt Christen Andersens dagbog. I kender den sikkert. Han var fæstebonde i Nørre Tulstrup under Himmestrup. Her udfolder sig historien om en dygtig og driftig mand, der ud over sit landbrug driver en omfattende handelsvirksomhed. Hoveriarbejdet fylder meget lidt i dagbogen. Den og andre dagbøger har givet mig en del af baggrunden for at bedømme fæstebønderne. Billedet skulle senere vise sig at blive endnu mere nuanceret. I almindelig omtale siger man, at i 1788 blev den danske bonde fri, - alle vi slægtsforskere ved, at så enkelt var det ikke. Landboreformerne blev gennemført over mange år, og forløbene var meget forskellige. Vi skal til Fyn, - lige uden for Middelfart ligger landsbyen Staurby i Vejlby sogn. I Staurby havde min mors slægt hjemme op til år 1900, med få afstikkere til de omkringliggende landsbyer, og det var der en særlig grund til. I hele perioden hørte Staurbys gårde under godset Hindsgavl. Hindsgavl har ført en omtumlet tilværelse, har i perioder været krongods med mange skiftende lensmænd, og godsets økonomi var i flere gange på randen af sammenbrud. I 1745 købte en af lensmændene godset, og der kom orden i sagerne. Hindsgavl var sen til at sælge sit fæstegods, det skete først i 1912-13, ja, I hørte rigtigt, det var i 1912. Wedellsborg, der ligger ret tæt på solgte sine fæstegårde i 1919, altså først da de var tvunget til det. Hindsgavls fæsteprotokol fra 1719 og fremad, samt skifter og lokale optegnelser har givet et godt grundlag for at undersøge landsbyen historisk. Vi skal følge nogle enkeltpersoner, familier og begivenheder i Staurby 1700-1900. Landsbyen Staurby ligger der endnu, den er ikke ændret væsentligt på kortet. Bygningerne derimod er ændret. Det er et område med en meget god jord, bønderne har haft råd til at bygge meget, så der findes i dag ingen bygninger fra 1700-tallet i landsbyen. De 20 gårde lå oprindeligt inde i landsbyen alle sammen. Her er nogle af de hændelser, jeg vil fortælle om, -
En velhavende familie, som også blev ramt af mange ulykkelige hændelser. Vi skal ind på gård nr. 14, ens stor gård, Nørregård hedder den nu. I 1769 døde manden, Jørgen Rasmussen, 54 år gammel. Skiftet efter ham vidner om solid velstand. Han havde været gift med en gårdmandsdatter fra en anden gård i Staurby, Anne Nielsdatter, og foruden enken på 40 år var der 6 levende børn mellem 4 og 21 år. Til skifteforretningen mødte som normalt værger for børnene, og desuden en nabogårdmand, samt en repræsentant fra Hindsgavl. Skiftet blev nu opgjort, alle ting blev nøje beskrevet og vurderet, og der var mange. Ud over den almindelige opremsning af møbler, inventar, dyner m.m. kan nævnes 1 24-timers ur Messing-bækken, messinglysestager, messingkedler, Kobberkedler, kobberfyrfad 24 stk spiseskeer 12 stk tallerkener 14 trætallerkener 9 brogede hollandske fade 11 " " " Tinfade, tintallerkener 9 brændevinsglas 14 kister med udstyr, dyner, hør, hamp, tallerkener mm 2 lange duge 2½ dusin sølvknapper, samt mange andre knapper 1 bibel 1 huspostil 4 andre bøger 1 vinfad 11 tdr øl De rede penge blev gjort op: Jørgen Rasmussen havde lånt penge ud til flere, blandt andet havde han og nabofæsteren, Bendix Nielsen lånt 800 Rdl. til agent Ivarsen, som var Middelfarts største købmand. I 1760 havde Ivarsen købt hovedgården Billeshave, som ligger tæt på Staurby, men han mistede alle sine penge og solgte Billeshave igen i 1764. Måske er det i den forbindelse, at han lånte penge af de to fæstebønder. Det var en formue. Her er forklaringen på nabogårdmandens tilstedeværelse, for dette lån overtog naboen, Bendix Nielsen, dvs. han indbetalte 400 Rdl. til boet efter Jørgen Rasmussen, det kunne Bendix Nielsen gøre, fordi han også selv var velhavende. Hindsgavls andel (kvæg, redskaber o.lign.) blev trukket ud. Da alt var opgjort fik enken 615 Rdl, 5 sønner hver 111 Rdl og 1 datter 55 Rdl. Enken fordoblede derefter datterens lod og gav sønnerne forskelligt udstyr, og der blev aftalt om de mindste børns skolegang, tøj og udstyr. Derpå blev enken spurgt, om hun fortsat ønskede at bebo gården, og hun svarede ja til det. Enken, Anne Nielsdatter var 40 år og havde en søn på 21. Hun kunne have valgt at beholde fæstet til sønnen kunne få gården, men hun giftede sig i 1770 med en ung mand på 28 år, en gårdmandssøn, Hans Olsen fra en anden gård i Staurby. Skiftets indhold af silkestoffer, "hollandske tallerkener" og sølvknapper vidner om en livlig handel med omverdenen. En undersøgelse blev lavet for nogle år siden af netop det område på Fyn, og det viste sig, at markeder i Viborg og Tyskland ikke var fremmede for dem, men når der til daglig skulle handles var det de omvandrende kræmmere, samt Skt Knuds Marked i Odense det gjaldt. Anne Nielsdatter havde også bragt en god medgift ind i sit ægteskab, og nu var hun en særdeles velhavende enke. Anne Nielsdatter nåede at være gift med Hans Olsen i 19 år, inden hun døde i 1789. Ved folketællingen i 1787 beskrives hun som urolig og fra forstanden. Hun havde også haft sine bekymringer. Også efter hendes død var der arv at fordele, og igen gjorde hendes enkemand Hans Olsen det, at han gav steddatteren, Karen af sin egen arv, så hun fik lige så meget som brødrene. Derefter giftede Hans Olsen sig med en pige på 19 år og fik familie med hende. Vi skal se lidt nærmere på Anne Nielsdatters familie: Anne Nielsdatter og Jørgen Rasmussens datter Karen fik i 1774 et uægteskabeligt barn. Udlagt far var en hestepranger fra Jylland, så det er jo ikke godt at vide, hvem det egentlig var. Denne søn boede hos sin mormor på Nørregård i 1787. Hvad der skete med drengen senere, har jeg ikke kunnet opspore. Karen derimod gik det overraskende godt, hun blev gift med en ung mand fra Roerslev sogn (måske godt med en udefra) og de fik gård nr 4 i Staurby. Helt dårligt var det jo ikke at have en pæn arv med sig! Anne Nielsdatter og Jørgen Rasmussens søn Niels blev i 1776 udlagt som barnefar til tvillinger, moderen var en husmandsdatter fra sognet. Mor og børn forsvandt tilsyneladende. Men Niels blev heller ikke ramt af samfundets dom. Han fik gård, kone og barn nogle år efter. De 111 Rdl som sønnerne fik hver efter deres far, var umiddelbart nok til at betale indfæstning for en gård. Men indfæstningen steg meget i disse år, så da Niels i 1782 fæstede gård nr 5, var indfæstningen steget til 200 Rdl. Men heller ikke for Niels blev det særligt lykkeligt. Han kom til at lide af psykiske problemer og hængte sig i 1805. Da havde han i nogle år været afsindig og lidt af melankoli, som det hedder. Men på grund af sygdommen (eller måske pengene) blev han alligevel begravet på kirkegården, som selvmordere ellers ikke havde adgang til. De øvrige 4 sønner klarede sig godt og blev alle gårdmænd i Staurby og nærmeste omegn. Egalisering og udskiftning Som tidligere nævnt fik Hindsgavl i 1745 ny ejer, en ejer som opholdt sig på Hindsgavl. Man kan straks se det på fæsteprotokollen. Der bliver orden i sagerne. Fæstebrevene bliver ret enslydende, og der er ofte indskrevet en aftægtskontrakt i fæsteaftalen. Ejeren hed Niels Basse, og det blev hans datterdatter Karen Basse Fønss og hendes mand Christian Holger Adeler der overtog Hindsgavl i 1771. Efter hende kom mange små piger til at hedde Karen, og den gård jeg stammer fra fik navnet Karensminde, og som det ses er navnet fulgt med helt op i nutiden. På samme måde blev Adeler opkaldt, og en gård fik navnet Christiansdal. Adeler var en dygtig godsejer, der forbedrede og effektiviserede mange ting. Nogle af hans initiativer var bønderne ikke ret glade for, og i et enkelt tilfælde klagede de til kongen over ham. I 1779 blev alle gårdene sat lige, det vil sige, at hele bymarken under Staurby blev målt op og fordelt til de 20 gårde, der så blev lige store. Hans Olsens gård, som vi lige har hørt om, var en af de store på over 11 tdr hartkorn, hans nabo havde haft 4 tdr hartkorn, - de fik nu hver især lidt over 7 tdr hartkorn. Godsejer Adeler indførte selvfølgelig egaliseringen for at det skulle være nemmere at opkræve skatter og afgifter, men også hoveri og ægtkørsel blev nu ens. Fæstebønderne må have følt det som et voldsomt angreb på deres gamle rettigheder, for delingen gik helt ind på tofterne omkring gårdene. Hvordan stemningen har været i landsbyen ved vi ikke, men i de følgende år skete der stor udskiftning på gårdene. Omfordelingen gav jo problemer med hensyn til bygningernes størrelse, besætningen osv. I mindst 2 tilfælde var bygningerne for små, og bonden havde ikke råd til at bygge nye. De to måtte da afstå deres fæste og gå på aftægt, og nye fæstere kom til. I de to tilfælde skrev godsejeren under på, at han ville anvise dem byggeplads og egetømmer, som de dog skulle betale. I 1794, kun 15 år efter egaliseringen var den gal igen. Denne gang var det udskiftningen. Hele dyrkningssystemet skulle ændres, så gårdene fik deres jord samlet ved gården. Igen blev landsbyens jord målt op, og godsejeren bestemte, at gårdene der havde nr 17, 18, 19,20 skulle flyttes ud af landsbyen. Resten blev udskiftet i stjerneudskiftning, desuden fik hver gård en eng- og skovlod. De 4 der flyttede ud har sikkert ikke været glade. Vi kender jo beretninger om, at bønder græd ved beskeden om at deres gård skulle flyttes, men flyttet blev de. Nr 17 er min stamgård Karensminde, og selvfølgelig blev bygningerne i Staurby delvis benyttet til den nye gård, som kom til at ligge med udsigt over Lillebælt meget tæt ved den nuværende nye Lillebæltsbro. Materialerne har nok ikke været gode nok, for allerede i 1860'ne blev der bygget en helt ny gård, som ses på billedet. De øvrige 3 udflyttede gårde blev også nyopført i løbet af 1800-tallet. Karensminde blev opført med flotte gavlpartier. Jeg har en formodning om, at min tipoldefar ville drille herremanden lidt og vise sig, for i samme periode blev bygget et enkesæde til Hindsgavl inde i Middelfart med samme slags gavle. Det er Grimmerhus. Bygningerne skulle fæsteren sørge for at holde i orden, og der er flere eksempler på, at godsejeren har givet en bonde pålæg om at få bygningerne gjort i stand. Men godsejer Adeler blandede sig i mange andre ting. De arresterede grise Staurbys gårdes udmarker grænsede op til Middelfart by. I godsejer Adelers tid blev der ansat en byfoged i Middelfart, som han kom alvorligt på kant med. Denne byfoged klagede flere gange over, at bøndernes grise løb rundt inde i gaderne, og det kunne jo ikke gå. Bønderne gjorde nok ikke noget særligt ved sagen, og en dag ville byfogeden sætte et eksempel, så han fik nogle karle til at fange grisene og anbringe dem ved byens arrest, og han sendte derefter bud til bønderne, at de skulle betale en bøde, hvis de ville have deres grise tilbage. Nu øjnede godsejer Adeler en chance for at genere byfogeden, (jeg tror ikke det var for at hjælpe bønderne). Han blandede sig og gjorde gældende, at byen havde pligt til at sætte hegn op, og da det ikke var sket, kunne grisene jo ikke gøre andet end hvad de havde gjort. Byfogeden måtte bøje sig og frigive grisene, og det blev en historie der blandt bønderne skabte stor morskab. Byfogeden måtte efter nogle år søge et andet embede og flytte fra Middelfart. Godsejerens indblanding i stort og småt Godsejer Adeler blandede sig på den måde i mange anliggender. Ud over det nævnte med grisene, kan nævnes en skolestrid mellem degnen, præsten og nogle forældre, hvor han også greb direkte ind. Et andet initiativ han tog, var at opføre et spindehus i Middelfart, så fattige kvinder og børn fik noget at bestille i stedet for at tigge. Fæsteprotokollen afspejler også, at godsejeren havde ideer og forslag på mange planer. Handel med skovparceller Vejlby sogn grænser op til Lillebælt og Båring Vig på en ret lang strækning. I denne del af sognet havde der fra gammel tid været skov. I 1800-tallet var der en livlig handel med disse skovlodder. Blandt fæstebønderne i Staurby var der adskillige der ejede en eller flere skovlodder. Lodderne blev typisk solgt til 300 Rdl stykket. Og de blev også benyttet som en del af medgiften til børnene. Fæstebonden på Karensminde, Ole Olsen havde også nogle lodder. I 1834 solgte han 2 lodder og købte derefter nogle andre, der lå lidt nærmere gården. Og da boet efter den gamle fæstebonde, Ole Olsen i 1870 skulle gøres op, var der altså disse lodder som blev værdisat til 600 Rdl. Derudover havde han lånt penge ud til forskellige, blandt andet skyldte herremanden på Hindsgavl ham 100 Rdl. Det var den Ole Olsen der fik bygget Karensminde op igen i 1860'erne. Optrin med præsten og andet om Hans Olsen og Ole Hansen Hans Olsen, som vi tidligere har hørt om under en velhavende familie, blev ligesom sin forgænger velstående og en bonde der stod respekt om. Der fortælles en historie om et optrin mellem ham og præsten. Præsten i Vejlby i slutningen af 1700-tallet var meget nidkær med opkrævning af tiendeafgiften. Da opkrævningen en gang gik for sig sagde Hans Olsen til præsten: Var du lige så god til at prædike, som du er til at tage tiende, var det bedre for os. – Siger du du til mig, sagde præsten og hævede sin ridepisk mod Hans Olsen. – Det gør du jo også til mig, sagde hans Olsen og blev stående, og præsten sænkede pisken og red bort. Det 24 timers ur som stod i Jørgen Rasmussens gård, Nørregård i Staurby og blev i 1769 vurderet til 8 rigsdaler. Uret stod der stadig, da Hans Olsen døde i 1817. I opgørelsen efter ham blev det vurderet til 30 rigsdaler. Hans Olsens søn Ole Hansen overtog gården efter ham og blev på samme måde en ret velhavende mand. En datter blev gift med en selvejer i Blanke i 1855 og hun fik 3000 Rdl i medgift, og derforuden var der en ret stor arv at dele efter Ole Hansens død i 1869. Efter Ole Hansens død i 1869, blev der holdt skifte, og til trods for, at han havde delt ud til sine nu voksne børn og givet dem store medgifter, var der en god arv til deling. Til sidst delte svigersønnerne Ole Hansens tøj, der skulle jo ikke gå noget til spilde. En af svigersønnerne fik en gammel vadmelsvest med hjem. Da han undersøgte den, lå der i lommen 50 Rigsdaler. Disse penge blev brugt til at købe sølvskeer og få indgraveret: Til minde om Ole Hansen i Staurby. Skeerne blev fordelt mellem arvingerne. Det er vel forståeligt, at jeg gerne ville se sådan en ske. Lidt usædvanligt blev Ole Hansens døtre gift ud af sognet. Alle hans børn blev enten gift ind i gårde eller købte selv, så ingen af dem overtog fæstegården i Staurby. Hindsgavl holdt da fæsteauktion over gården. Det skete kun sjældent og fremgangsmåden vakte utilfredshed blandt de andre fæstere og blev stærkt kritiseret. Sønnen Jørgen Olsen, som havde en anden gård i Staurby, havde en stor bogsamling: Juridiske værker, religiøse skrifter og leksika. Hos Jørgen Olsen og Kirsten Hansdatter var livet ellers enkelt. Kaffe blev kun lavet en eller to gange om ugen, resten af tiden opvarmet. Kom der gæster, blev der dækket op med saltmadsfad, ost, kogte æg, brød og smør. Jørgen blev med tiden velstående med en formue i aktier, men stadig fæstebonde i Staurby. Han døde i 1897. En nabo var tilsvarende velbeslået. Da han døde i 1890'erne fik børnene en ret stor arv, samtidig med at han havde testamenteret et betragteligt beløb til Indre Mission. Prestige i at være fæstebonde Midt i 1800-tallet havde mange bønder rundt omkring i landet været selvejere længe. I Staurby blev der også gjort et forsøg, men der blev ikke noget ud af det. Fæstebonden på Karensminde, Ole Olsen havde fæstet fra 1820 til 1859. I 1859 afstod han fæstet til sønnen Ole Olsen (det blev ham der købte gården til selveje). Han havde 4 søskende: Ældste bror giftede sig ind i en gård i Staurby, en søster giftede sig ind i en gård i Staurby, en søster var død som 9-årig. Den eneste, der ikke fik en fæstegård i Staurby, var min oldefar. Han købte i 1858 en selvejergård i Vejlby, en nybygget udflyttet gård, som han betalte kontant. Familiehistorien fortæller, at han meget hellere ville have haft en fæstegård i Staurby, men der var åbenbart ikke en ledig på det tidspunkt, hvor han var klar. Hans mor, min tipoldemor på Karensminde ville endda slet ikke ud på Vejlby Margård , - hun ville ikke nedværdige sig til at besøge dem der. Men da de året efter fik datteren Karen kaldt op efter hende, spændte hun for stadsvognen og kørte til Vejlby. Skæbnen ville, at da krigen i foråret 1864 var meget heftig ved Strib, som er meget nær Karensminde, tog hun ud til sønnen i Vejlby og tog ophold der af frygt for kanonkuglerne. Og hun døde på Vejlby Margård i sommeren 1864. Den lille hændelse viser, at fæstebønderne ikke manglede selvfølelse. Staurbybøndernes sag mod herremanden på Hindsgavl Efter grundloven i 1864 trængte fæstespørgsmålet sig virkelig på, og i 1860'erne blussede den politiske strid om fæstegårdene kraftigt op, ført an af partiet "Bondevennerne" og blandt dem oberst A F Tscherning. Han hentede argumenter mod godsejerne i Staurby, og i Middelfart Avis fik han den 30. nov 1869 optaget det længste indlæg der nogen sinde havde stået i avisen. Her brugte han den store sag, som bønderne i Staurby førte mod herremanden på Hindsgavl som eksempel. Han afslørede Hindsgavls måde at drive fæstegårdene på som meget gammeldags og ”herremandsagtigt” Han gjorde også rede for, hvordan bønderne ved flere lejligheder protesterede og forsøgte at gennemføre ændringer eller fastholde deres rettigheder. Et af hans klagepunkter var, at hoveriet for Hindsgavls bønder faktisk var blevet udvidet, selv om regeringen siden 1808 havde søgt at få det afløst med pengebetaling. Men hvad der især fik bønderne til at gøre oprør og klage til kongen, var at herremanden i 1850'rne begyndte at inddrage udlodderne (skov, eng, mose) når en gård skiftede fæster. Der blev dog ikke givet afslag i afgifterne. For Hindsgavl som helhed drejede det sig om 200 tdr. ld. Det skete ved en snedig omregning af boniteten, så disse lodder pludselig ikke var noget særligt værd.
Der blev også ændret på arvefæstereglen. F.eks. lod herremanden gården Christiansdal annoncere ledig til fæste, selv om der var en søn til at overtage den. Det endte med at sønnen betalte 3000 Rdl i indfæstning for at få fæstet. Disse problemer fik Staurby-bønderne til at skrive til indenrigsministeren i 1868 og stille 7 spørgsmål. Klagen med spørgsmålene blev sendt via herredsfogeden og amtmanden. Selv om de egentlig kun skal sende den videre føler de sig kaldet til at udtale sig til fordel for herremanden på Hindsgavl. Det har sikkert været svært for nogle at fæstebønderne at skrive under, men alle 20 gårdfæstere + husfæsterne skrev under. 2 af gårdfæsterne var medlem af sogneforstanderskabet og de søgte og fik opbakning i lokalsamfundet. Sagen endte med at de fik en slags moralsk sejr, men juraen tilhørte godsejeren. Fæstebønderne blev imidlertid ved med at benytte enhver mulighed for at gøre opmærksom på deres problemer. I de kommende år blev Hindsgavls økonomi dårligere og dårligere, indtil det faktisk blev nødvendigt at sælge fæstegodset fra 1912-18. Selveje Den sidste fæstegård i Staurby fik ny fæster i 1908, få år efter købte fæsteren gården som selveje. I perioden 1912-18 blev gårdene i Staurby købt til selveje. Det var i alle tilfælde fæsterne, der købte gårdene, og de fik dem under ejendomsvurderingen. En del af gårdene blev hurtigt solgt videre. På dette tidspunkt var herregården Hindsgavl kørt ned økonomisk, og salget hjalp ikke. Få år efter blev Hindsgavl solgt til Foreningen Norden, og den er stadig kursusejendom. Jorden er for størstedelens vedkommende købt af Middelfart kommune. Afslutning Nu var Staurby blevet en helt almindelig landsby med selvejere og mit kapitel af dens historie slutter dermed. Jeg har selvfølgelig været fæsteprotokollerne godt igennem, og på samme måde skifterne. Avisartikler har der været en del af. Lokalhistorisk arkiv og i Middelfart Byhistorisk arkiv, samt erindringer af forskellige i landsbyen har bidraget med mange gode artikler. Men I er også velkomne til at spørge mere ind til mine oplysninger. Tilbage til forsiden Tilbage til arkivet |
